Da sitter vi her igjen, siste dagen før jul og fabulerer over året som snart har passert. Ser at det er en viss tradisjonell rutine vi har opparbeidet rundt dette prosjektet. Først er det å få kreert et media til å plassere noe tekst bakpå. Sonja går gjennom alle sine bilder, og forsøker å huske hvilke av disse som ble tatt spesielt med tanke på årets nyttårskort. Vi ender likevel alltid opp med at tankene bak er glemt, men fragmenter fra ulike bilder likevel blir samlet til en kollasj som uttrykker en form for ekstrakt av året som gikk. Deretter lages det en lang tekst, som tolkes og tøyes og tydes av hele familien, før det hele krympes ned til den plassen som er disponibel på kortet. Vår største beklagelse for den bittelille skriftstørrelsen vi derfor må benytte, til de med dårlige øyne, svakt lys eller korte ermer. En god lupe kan være løsningen.
Når teksten er klar på norsk, og oversatt til tsjekkisk, er vi inne i stressfasen. Hvor får vi tak i konvolutter i riktig størrelse nå midt i jula? Hvorfor vil ikke skriveren skrive ut fra riktig skuff, og med riktige farger? Bestefar Ivan blir dermed også belemret med alle våre trivielle problemer. Men som regler løser det seg til slutt, hvor eneste problem er å finne et åpnet posthus, som også har frimerker i riktig valør. I år, hvor det også i Tsjekkia er stengte butikker 1. og 2.juledag, lå det faktisk an til en mye større stressfaktor enn vanlig, hvorfor vi har forsøkt å være forutseende angående både blekk og konvolutter. Så når du nå utpå nyåret 2019 har fått dette kortet, så er det et bevis på at prosjektet kom i havn i år også. Slik det har gjort siden 1992. Noen tradisjoner synes vi er verdt å ta vare på, i disse tider hvor det meste av mellommenneskelige relasjoner formidles via sosiale medier på Internett.
Når det gjelder aktiviteter og reiser vi har bedrevet i løpet av året, vet du vel allerede det meste utfra oppdateringer på Facebook, så behovet for å ramse opp alt er her ikke så stort. Bildet på forsiden er imidlertid fra vår sommerferie på Island. Den kaldeste sommeren der på lenge, og kanskje den kaldeste vi har opplevd siden vi bodde i Finnmark. Vi måtte likevel kjøre langt før vi fant noen isfjell å fotografere.
Ellers går Daniel siste året på Spongdal Ungdomsskole. Den største bekymringen skolen har i så måte, er hvem som skal handtere det avanserte lyd- og lysanlegget når han er borte. Men Daniel er i gang med å lage et videoprosjekt om hvordan dette gjøres, så kommende generasjon av ungdommer får muligheter å overta den oppgaven.
Helen fullførte sine studier med en Bacheloroppgave. Hun har da fått mer tid til å lage illustrasjoner til sine nye bøker, lage 2019-utgaven av hennes årvisse kalender, og utføre styreoppgaver for den lokale avdelingen av Skjev Ungdom. Arbeid som tilkallingshjelp på Lian Restaurant er et kjært avbrekk, som også gir en positiv feedback på bankkontoen.
Familiens eneste student for tiden er faktisk Sonja. Hun startet året med å studere kunstfagdidaktikk, men måtte bytte til matematikk på NTNU i forbindelse med at hun er fristilt fra undervisningen en periode framover. Da er det kjekt å ha en pensjonert professor i familien som kan hjelpe med å finne løsninger på grusomme matteoppgaver. Det eneste arbeidet hun har ved Gauldal vgs. etter sommeren er å få i havn hennes 2-årig internasjonalt Erasmus+ prosjekt. Som student får hun mer tid til å reise, og i år ble det over 20 store turer til både tradisjonelle og eksotiske reisemål, bl.a. Russland, Hviterussland, Moldova, Transnistria, Ukraina, Sicilia, Marokko og Island.
Gunnar har igjen flyttet arbeidet sitt hjemmekontor. Det ble litt råflott å disponere et kontor på 100m2 helt alene, spesielt når han nå bare jobber annenhver dag. Han planlegger en delvis pensjonisttilværelse fra mai 2019. Ledig tid benyttes i hovedsak til pistolskyting på ulike nivå, også administrativt grunnet verv i kretsen og dommerutdanning.
Da gjenstår det bare å ønske en vel overstått jul, og et fredfylt nytt år.
Vánoce 2018
Tak, a je tu opět vánoční čas, kdy se rok 2018 úprkem stává historií. Je už opravdu, ale opravdu načase vyrobit letošní PFko. Rutina námi vytvořená kolem tohoto projektu za 25 let je komplikovaná, a zabere neuvěřitelně velkou část již tak chybějícího vánočního casu, že se jeho dokončení ve správném roce dá prohlásit za zázrak. První část, vytisknutí vhodného obrázku se musí stihnout ještě před odjezdem z Norska. Soňa tudíž prochází svými tisíci letošních snímků, a zoufale se snaží si vybavit, který z nich byl focen s myšlenkou na PFko. Ale myšlenka je jako vždy zasunuta hluboko v podvědomí, a odmítá se vysunout. Tudíž se rychle zfotošopují fragmenty z různých fotek, které obsahují aspoň některé části naší rodiny, a které snad alespoň trochu symbolizují právě uplynulý rok. Pak je Gunnarem po cestě do Česka vytvořen dlouhý text, který je mnohonásobně interpretován a korigován celou rodinou předtím, než se zkrátí natolik, aby se vešel na zadní stranu PFka. Zároveň se tímto omlouváme za použitou velikost písma, která u čtenářů vyvolává dojem že mají špatné oči, málo světla nebo krátké ruce. Když je norský text hotov a přeložen do češtiny, nastává ta nejvíc stresující fáze. Kde najit obálky ve správné velikosti uprostřed Vánoc? Proč zapůjčená tiskárna netiskne jak má, a postrádá právě tu barvu kterou potřebujeme?
Ale nakonec se vždy vše vyřeší, a poslední problém je najít otevřenou poštu, která je ochotna naše dopisy rozeslat do světa. Takže pokud se ke čtení tohoto textu dostanete, je to důkaz, že se zázraky dějí. Je to tradice o niž jsme přesvědčeni že stojí za to ji udržovat v dnešní době, kdy se většina mezilid-ských vztahů sděluje jen přes sociální média a internet. Obrázek na letošním PFku je z naší „letní“ dovolené na Islandu. Trefili jsme tam to nejchladnější léto za posledních 30 let, ale i tak jsme museli projezdit celý ostrov než jsme našli vhodné fotogenické a plovoucí ledovce s místem pro celou rodinu.
Z událostí z uplynulého roku lze zmínit toužebně očekávané dokončení dálnice v Klett. Od 20.12. lze kolem naší vísky profičet na Norsko nezvyklou rychlostí 100 km/h. Na otevření tunelu někam do Číny, nebo co to tam alespoň 2 roky zuřivě vrtali však stále ještě čekáme, ale už je aspoň klid a mír.
Daniel letos přerostl své rodiče, a také musel přestat zpívat soprán ve sboru. Letos chodí desátým a posledním rokem do školy v Spongdal. Až v létě skončí, škola ho bude postrádat více než on ji, protože je tam jediný kdo ovládá pokročilé audio- a video systémy, které si tam nainstalovali. Danův nejnovější projekt je tudíž vytvoření videonávodu o tom, jak se to dělá.
Helen Haiz završila svá studia bakalářskou prací. Ted věnuje svůj čas ilustrování knih a svého již tradičního kalendáře. V prosinci ji vyšla už druhá kniha z naplánované fantasy série, tentokrát s úžasnými ilustracemi elfů. Haiz letos začala pracovat ve výboru Queer Youth Trondheim. Nejvýraznější finanční příjem však představuje její občasná výpomoc v nóbl restauraci Lian.
Jediným studentem v rodině je nyní Soňa. Začala loni studovat didaktiku výuky umění na NTNU, ale letos musela přejít na matematiku kvůli tomu, že její předměty se už asi nebudou nikde v okolí vyučovat. Je teď celá šťastná, že má v rodině profesora důchodce, který je schopen pomoci při řešení krutých matematických úloh a důkazů. Jediná práce, kterou vykonává pro Gauldal SŠ je dokončení mezinárodního projektu Erasmus+. Jako studentka však má více času na cestování, a letos podnikla více než 20 výletů do stále exotičtějších destinací jako Maroko, Rusko, Bělorusko, Moldavsko, Podněstersko, Sicílie, Ukrajina a Island.
Gunnar pracuje stále u firmy AlphaReg AS, ale během února se přestěhoval ze své 100m2 obrovské kanceláře, kde nakonec zůstal sám, do domácí kanceláře. Volný čas se používá hlavně na sbírání medailí za střelbu z nejrůznějších pistolí na soutěžích a závodech, administrování jeho pistolového klubu a výcviku na sudího pro závody ve střílení.
Teď už zbývá jenom popřát všem krásné vánoční svátky a šťastný nový rok!